Yogalæreruddannelse

BLIV YOGALÆRER HOS FREDERIKSBERG HAVE YOGA – YOGA FOR ALLE
På yogalæreruddannelsen vil du få en grundig indføring i bevægelsesformen yoga. Du vil lære grundprincipperne for yoga og blive fortrolig med en stor del af yogaens mere end 70.000 stillinger. Grundelementet i undervisningen vil være hatha yoga, som er den mest klassiske form for yoga. Derudover vil du også blive introduceret til en række andre former for yoga. Og ikke mindst de mange forskellige måder, man kan dyrke hatha yoga på.

Vi vil arbejde med effekten af yoga og anvendelsen af yoga. Og så vil vi arbejde med at blive gode til at lære yogaens bevægelsesmønster videre til vores elever.  At guide elever ind og ud af stillingerne og give dem en god yogaoplevelse.

Hvad er en god yogalærer?
For os på Frederiksberg Have Yoga er en god yogalærer en, der kan kommunikere yogaen til sine elever og en, der ser sine elever. Ser deres behov og finder de øvelser, der matcher de behov. En god yogalærer ser, hvis en elev har skæv ryg, skæve knæ eller spændte skuldre. En god yogalærer skal også kunne ”læse” stemningen i lokalet og vurdere, om det er i dag, eleverne trænger til at få sved på panden, eller om de trænger til rolig og dyb yoga. Det er ikke nok at være rigtig god til yoga selv, man skal også kunne arbejde med sine elever, så de får en god yogaoplevelse.

Vi kommer til at arbejde rigtig meget med at kigge på kroppe. Finde skævheder og årsager til øm ryg eller nakkesmerter og lignende. Vores egne kroppe er udgangspunktet for dette arbejde.

Hvad vil det sige at blive yogalærer?
Det er en personlig rejse at blive yogalærer. Gennem kroppen får man adgang til følelser, man måske ikke har mærket før eller følelser, der har været gemt af vejen. Det skaber rig mulighed for at lære sig selv at kende på en ny måde. Blive mere opmærksom på sig selv og måske også bedre til at forstå sig selv. Det er en naturlig del af yogaen, at man bliver opmærksom på, hvad de fysiske øvelser gør ved sindet og følelserne. Kun ved at kende det fra os selv kan vi forstå, hvad det er for en oplevelse, vi giver vores elever.

Eleverne på yogalæreruddannelsen skal kunne være ærlige overfor hinanden omkring deres oplevelser i forbindelse med yoga, og der vil helt sikkert også komme fortællinger frem, som er private. Yogalæreruddannelsen er ikke et terapirum, men betragt det som en workshop, hvor vi bruger os selv som udgangspunkt for at blive klogere på kroppe. Det forventes, at alle elever respekterer, at uddannelsen også er et fortroligt rum. Man fortæller ikke om de andre og deres oplevelser eller reaktioner i undervisningen. Vi respekterer og stoler på hinanden.

Yoga for alle
På uddannelsen vil vi arbejde med yoga for alle aldre. Du vil blive undervist i yoga for børn, yoga for ældre, yoga for gravide, yoga for mænd, hormonyoga og meget mere. Der vil også være anatomiundervisning, som dels matcher nogle af de særlige grupper af elever. Eksempelvis folk med skader, og så vil der være en generel indføring i yogaens anatomi.

Hvad får du med dig?
Når du er færdig, har du 200 timers yogaundervisning, som International Yoga Alliance kræver, man skal have som certificeret yogainstruktør. Du har også anatomi, som er en utrolig vigtig del af din undervisning og af din forståelse for dine elever. Du kan undervise i yoga.

DET PRAKTISKE
Du får undervisning 3 timer hver uge, som vil være fordelt mellem tirsdage kl. 14-17 og søndage kl. 12-15. Der er i alt 8 moduler med hvert deres tema. Dem kan du se nedenfor. Ét modul svarer til to måneder. Man betaler for ét modul ad gangen – det koster 4000 kr. Betalingen er bindende og gives ikke retur. Man binder sig dog kun for ét modul ad gangen.

Løbende optag: Du kan springe et modul over, hvis du i en periode har travlt eller trænger til en pause.  Det modul kan du så gennemføre på et andet tidspunkt. De 8 moduler kører nemlig i ring, så det er muligt at tage modulet næste gang det kommer. Hvis du er i gang med uddannelsen og ønsker at springe et modul over, skal du give besked mindst en måned før. Der er løbende optag på uddannelsen, det vil sige, at det er muligt at starte hveranden måned, når et nyt modul starter (hvis der altså er plads). Du kan også nøjes med at tage ét enkelt modul hvis du fx allerede er yogalærer, men ønsker inspiration eller genopfriskning.

Anatomidelen: I hvert modul vil der være indlagt tre timers anatomiundervisning + diverse lektier. Du skal også regne med ekstra udgifter til anatomibøger, ca. 1000 kr.

Eksamen: Uddannelsen afsluttes med en eksamen, hvor du i en rapport præsenterer 15 undervisningsprogrammer, som du har afprøvet på rigtige yogaelever. Programmerne har overvejelser inden samt refleksion efter over, hvad der fungerede, og hvad der ikke fungerede. Du får information om dette i løbet af uddannelsen. Det koster 600 kr. at gå op til eksamen, og du kan først gå op til eksamen når alle 8 moduler er gennemført.

Du vil også skulle præsentere en mindre anatomiopgave samt undervise i 20 minutter overværet af din lærer samt en censor. Mere information om selve eksamen følger.

PROGRAMMET 2018-2019

1. modul (januar + februar 2018)
Yoga basis. Her introduceres yogaens grundprincipper. Vi kommer blandt andet igennem emner som
Foroverbøjninger, bagoverbøjninger, vrid, åndedræt, organer.

2. modul (marts + april)
Skuldre, nakke og ryg. I dette modul fokuserer vi på skuldre, nakke og ryg. Og vi vil blandt andet komme ind på genoptræning af ryg samt kontoryoga.

3. modul (maj + juni)
Restorativ yoga, afspænding, meditation. I dette modul vil du blandt andet blive præsenteret for yin yoga og andre afspændingsmetoder.

4. modul (august + september)
Yoga for børn og teenagere. Det kræver noget særligt at undervise børn og teenagere. I dette modul bliver I introduceret til feltet. Og I bliver også introduceret til gravidyoga og efterfødselsyoga.

5. modul (oktober + november)
Yoga basis. Hvad er det yoga kan? Hvad har yoga gjort for os? Og hvad vil vi gerne give videre? Et modul hvor vi går dybere ind i yogaen og arbejder med at afklare vores egen rolle som lærer og yogaudøver.

6. modul (januar + februar 2019)
Yogaterapi. Vi lærer at helbrede og forebygge med yoga. Og vi vil blandt andet komme ind på hormonyoga.

7. modul (marts + april)
Yoga målrettet særlige kropsdele: Fødder, ansigt, øjne.

8. modul (maj + juni)
Repeterer og forbereder os til eksamen.

NB! Der kan forekomme ændringer i dette program, blandt andet fordi vi holder døren åben for, hvis store yogakapaciteter pludselig har mulighed for at undervise os i noget relevant og interessant.